Morten Messerschmidts tale ved Dansk Folkepartis Årsmøde i Herning den 19. september 2010

 

(Det talte ord gælder)

 

Et af de spørgsmål, jeg oftest har fået, siden jeg blev medlem af EU-parlamentet, er: hvad vil du egentlig dernede i Bruxelles? Savner du ikke dansk politik? Se, den slags får jo en til at stoppe og tænke – ja, hvad vil jeg egentlig dernede? Jeg var oprigtigt glad for at sidde i Folketinget, have min daglige gang med 24 fantastiske kollegaer, debattere i folketingssalen og være i daglig kontakt med Dansk Folkepartis vælgere.

Pludselig må man se sig hengemt – måske endda småglemt – i et monstrøst palads af glas, omgivet af fransktalende embedsmænd, erklærede føderalister, østeuropæere der vil have mere i støtte, vesteuropæere der ikke vil betale mere til støtten, franske landmænd, der blokerer vejene og belgiere, der demonstrer mod en regering, som end ikke findes.

Ja, det kan være svært at finde det rigtige svar. Hvad laver jeg egentlig i Bruxelles? Vil man nogensinde føle sig hjemme der som i Folketinget – eller vil de følgende fire år blot være én lang længsel efter at komme tilbage til rigtig politik - til et rigtigt parlament, med rigtige debatter og levende demokrati?

Svaret er, at selvom man måske som dansker, som snusfornuftig eu-skeptiker godt kan føle sig lidt ensom, omringet af glødende eurokrater, så er vi ikke alene. Fra Finland over Storbritannien, Danmark, Holland, Grækenland, Frankrig og til mange af landene i den østlige del af Europa, har vi venner, forenede i troen på demokrati, på den nationale virkelighed, på modstanden mod at blive styret af et embedsapparat langt fra vore egne hovedstæder.

Da Dansk Folkeparti sidste år vandt EU-valget, sendte det et chok gennem de gamle partier. Men Danmark og vi i Dansk Folkeparti var langt fra alene om at sejre. I land efter land har vores bevægelse fået enorm succes. Men hvorfor er det så os – os, som nærmest får kvalme over EU-parlament, eu-formand, eu-kommissærer og eu-dommere med flag, hymner erklæring og traktater - hvorfor er det os og vores venner i resten af EU, der kan gå sejrrigt fra valg til valg?

Kære venner - fordi mens ja-partierne havde travlt med at skabe deres drøm om en europæisk føderation, travlt med at centralisere magten i Bruxelles, så glemte de én ting. De glemte folket. I deres iver efter at give de rigtige svar, glemte de at stille det rigtige spørgsmål.

I stedet for at forklare, hvorfor EU har brug for en præsident, en udenrigsminister og mere magt, burde føderalisterne have stillet det enkle spørgsmål: Hvad vil du? Hvad vil den enkelte vælger? Hvad vil vore befolkninger?

Er det ikke dybest set, hvad demokrati handler om? At spørge befolkningerne i vore lande om, hvad de ønsker, hvad deres drømme og håb er. Det er demokrati. Vi skal ikke drømme folks drømme for dem. Vi er sat i verden til at opfylde dem.

Men i EU er man så bange for den brede befolkning, at man hellere låser sig inde i et tårn af glas, ignorerer den frie stemme - ligesom det skete i Irland – og hellere udsteder bøder end lytter til folks bekymringer.

I sidste uge varslede EU-parlamentets formandskab, at man ville udstede bøder til os parlamentarikere, hvis vi ikke andægtigt sad på vore pladser og lyttede, når (Solkongen) Barroso talte til os. Hvad er det for en demokratiopfattelse? Naturligvis skal politikere passe deres arbejde. Men hvad er det for et demokrati, der dømmer den ene frem for den anden? I et ægte demokrati, er det folket, som bærer dommen i sine hænder. På valgdagen. Der, hvor vi kan vælge til og fra. Men i EU, hvor man har skåret befolkningen væk, er der kun trusler tilbage.

Det er fantastisk syn at stå her og kigge ud over årsmødet. Det er fantastisk at gå rundt i salen, møde gode bekendte, få nye venner – men først og fremmest at høre på den begejstring, som præger Dansk Folkeparti. Vi kender kun én vej. Og det er fremad.

At vinde et valg, forpligter kun yderligere frem mod det næste. Og I skal vide én ting – uanset hvor afmægtig man kan føle sig ude i det store EU, er vi aldrig alene. Vi er sammen – både i denne sal, men også med folk fra de fjerneste europæiske egne. Sammen om en ny bevægelse, som i dag sender et stærkt budskab til hele det europæiske kontinent.

Ikke til EU-bureaukrater eller politikere i Bruxelles. De er for længst holdt op med at lytte til os. Nej - vi sender et budskab om frihed, demokrati, retsstat og national suverænitet til hver eneste europæisk borger og hver eneste dansker.

Frihed for et indre marked, der vel skulle sikre, at vi kunne handle sammen i god ro og orden, men som i dag har ført til, at vi ikke må bevogte vores egen grænse, at vi ikke må sende romaer ud af vores eget land og at vi ikke må føre vores egen udlændingepolitik.

Ærligt talt, hvis Barroso, Redding og hvad de ellers hedder alle sammen tror, at det er på grund af udvisninger, at romaerne ikke er blevet integreret, så synes jeg, de skulle tage en ekskursion fra Bruxelles til Helsingør for at opleve virkelighedernes verden.

Ja, lad os sende en invitation til alle de forblommede eurokrafttaler, der til daglig fortæller os, hvordan vi skal regere vores land: Kom ud og se virkeligheden.

Tag en tur ud på vore byggepladser og oplev, hvordan danske arbejdere i dag bliver arbejdsløse, fordi polakker, bulgarere eller letter overtager deres arbejde – til en langt lavere timeløn;

Tag til Nørrebro eller Gjellerupparken og bese, hvordan en slap udlændingepolitik påvirker et helt lokalområde og at det faktisk kan være ganske svært at få øje på det berigende element i fremmede kulturer, når man er travlt optaget med at sikre, at politi, postvæsen, ambulancer eller hjemmehjælp kan få lov at passere uden at blive hærget af stenkastende unge mænd.

Tag til Helsingør og oplev de problemer, romaernes 400 års mangel på integration påfører lokalsamfundet.

Tag til Hovedbanen og se, hvordan folk, der påberåber sig at være vandrende arbejdstagere, ernærer sig ved tiggeri eller tyveri.

Tag til Sønderjylland og hør på de folk, der har fået deres hjem, sommerhuse, arbejdspladser eller biler tømt for værdier af østeuropæiske kriminelle, som politiet uden grænsekontrol står magtesløse over for.

Tag ud til de mange lukkede slagterier og hør, hvordan folk mister deres arbejde, fordi de skal konkurrere med timelønninger efter bulgarsk standard. Og tag ud og se, hvordan dyrene, som før slagtedes her i Danmark, nu transporteres tusindvis af kilometer, inden de i parteret form sendes tilbage til vore egne supermarkeder.

Helt grundlæggende: Kom ud og se virkeligheden. Prøv bare for én dag at forlade det ideologiske tankespænd for at se verden, som den ser ud. Og besvar os så:

Hvorfor skulle vi opgive vores økonomiske frihed til en euro, der så åbenbart ikke har ikke har givet de ønskede resultater? Indtil videre er den eneste gevinst, vi har fået ud af euroen, at vi nu kan få lov at betale regningen for, at grækerne i lidt for mange år har kørt på første klasse.

Hvorfor skulle vi opgive vor udenrigspolitik til fordel for en eu-præsident, som 1) ingen aner hvem er, 2) hvis eneste kendte kvalifikation er evnen til at skrive japanske digte og som 3) tilsyneladende skal beskyttes med bøder mod folk, der kunne finde på at stille frække spørgsmål?

Da vi havde første debat med Von Rompoy, kom vores gruppeformand – britiske Nigel Farage – i vanlig britisk debatstil til at beskrive vores allesammens nye præsident som en mellemting mellem en senior bankassistent og en våd klud. Det er selvfølgelig også hårde sager. Men den slags er der råd mod. Bøder. 20.000 kroner koster den slags i EU-parlamentet… Også selvom Nigel sagde undskyld. Til bankassistenterne….

Forleden var der én, der spurgte mig: Er der da slet ikke noget godt ved EU? Det gav mig jo for alvor noget at tænke over. Men nu her frem til årsmødet har jeg faktisk indset det. Jo - hvis nu meningsmålingerne holder stik og vi får en rød regering efter næste valg.

Så er det selvfølgelig ikke så ringe, at vi har en EU-præsident til at tage over, hvis Helle Thorning viser sig så talentløs som statsminister som hun virker.

Og hvis Villy Søvndal som udenrigsminister igen får lyst til at plapre araberne efter munden på al jazeera, er det naturligvis ikke så tosset, at EU har en Udenrigsminister, der kan sætte ham på plads.

Og skulle det virkelig lykkes den skin-reformerte kommunist – Ole Sohn – at indtage finansministeriet, er det måske ikke så tosset, at EU-kommissionen fremover skal have styr på finansloven, inden Folketinget behandler den?

Der er nu altså noget dybt paradoksalt over, at det pludselig skulle være EU, som kunne blive vores redning. At alt det, som jeg i dagligdagen kæmper imod, pludselig skulle vise sig fra sin lyse side.

Naturligvis skal danskerne have den regering, som flertallet ønsker. Men det er vigtigt at forstå, at det er selve EU´s ånd at tromle de nationale regeringer – de nationale forskelle – ned.

Derfor er der også noget paradoksalt over, at alliancen mellem socialister og socialdemokrater bruger al deres flid på at tale for mere EU. Så snart de kommer til magten, vil de af med forbeholdene. Er det ikke lidt bizart?

Hvorfor vil de overhovedet til magten, hvis de umiddelbart efter sender den videre til Bruxelles?

Desto mere må vi, der ønsker at fastholde dansk selvbestemmelse, indstille os på at skulle kæmpe for den. Kæmpe for vores ret til selv at bestemme.

For hvorfor skulle vi egentlig deltage i en føderation, der er styret af mennesker, der er så bange for den brede vælgerbefolkning, at de hellere gemmer sig bag paragraffer end lader folk holde folkeafstemninger - og når man så endelig holder folkeafstemning, så blot spørger igen, hvis befolkningen svarer forkert?

Kære venner. Vi er de sande europæere. Vi ved, hvad demokrati er. Vi tror på dialogen, debatten og hinanden. Og vi er stolte af det frie ord. Stolte af at være demokratiets forsvarere. Stolte af at være en del af Dansk Folkeparti. At være den nye europæiske bevægelse, som tror på frihed, demokrati og befolkningerne.

Og derfor er jeg også stolt. Stolt over at være her i dag - og kunne kalde alle jer for mine kampfæller. Og venner.

Winston Churchill erklærede engang beskrivende: At prøve at bevare gode forbindelser med kommunisterne, er som at gøre kur til en krokodille. Man ved ikke, om man skal kilde den under hagen eller give den en på skalden. Når den åbner munden, kan man ikke se, om den prøver at smile eller gør sig rede til at æde en.

Mon ikke Churchills anstrengelser med kommunisterne kan overføres til vore udfordringer med socialisterne og EU? Det er svært lige nu at se, hvem der er den største fare. Det røde alternativ på Christiansborg, som udnytter krisen til at gøre sig lækker. Eller EU, der udnytter krisen til at nedlægge europæernes fædrelande.

Men uanset hvor faren lurer, skal vi være beredt til at forsvare vores frihed, vores folk og vores grundlov.

Fortsat godt årsmøde!