Euroen truer med kaos

Af Morten Messerschmidt, MEP, cand.jur. Dansk Folkeparti

 

Aldrig før har euroen været mere upopulær blandt danskerne. Kun 25.5 procent er sikre på et ja, mens 43 procent ifølge en kvartalsmåling fra Danske Bank siger klart nej. Resultatet kan ikke komme bag på nogen. Euroen har vist sig at være det helt forkerte monetære redskab. I den nuværende verdensomspændende krise har den vist sig at være en del af problemet i stedet for en del af løsningen.

Euroen skal ikke bære skylden for hele den nuværende krise, der først og fremmest er en gældskrise. Men euroen bærer alligevel en stor del af skylden for miseren, og ingen skal komme og sige, at vi ikke var advaret på forhånd. Den anerkendte amerikanske økonom Milton Friedman udtalte allerede før euroens introduktion i 1999, at den nye fælles valuta ikke ville overleve sin første krise.

Først og fremmest bekymrede det Friedman, at landene i eurozonen ville være anbragt i en spændetrøje, hvor der kun kan drejes på knapper som lønninger og offentlige udgifter. Tidligere ville eksempelvis Grækenlands valuta automatisk være faldet i værdi og dermed have muliggjort græsk vækst. Resultatet manifesterer sig derfor i alvorlig social uro i landet, hvor en minister for nyligt fik bank af rasende demonstranter.

Samme forhold ser vi i Irland, hvor demonstranter er rasende over lønnedgang samt det, de opfatter som den irske regerings usædvanlige rundhåndethed over for landets banker. I netop Irlands tilfælde bærer indførelsen af euroen en stor del af skylden for en uansvarlig lånepolitik, en kæmpeboble og en falsk fornemmelse af rigdom.

Nu kunne man indvende, at en høj gæld ikke er noget stort problem i sig selv. Men når befolkningerne i Europa samtidig er aldrende, og når der ikke er udsigt til nogen produktivitetsfremgang, så er den alvorlig, idet alene betalingen af renterne tynger økonomien i knæ. Derfor er der ingen udsigt til, at situation i de såkaldte PIIGS-lande – Eurozonens ”rådne banan” - bliver forbedret. Tværtimod tyder alt på, at markederne nu også begynder at tvivle på Belgien – man behøver blot at kaste et blik på de stigende obligationsrenter.

Den fælles valuta har fra begyndelsen været bygget på sand. En væsentlig forudsætning for euroen var naturligvis, at kun lande med styr på budgetterne skulle være optaget, men sådan gik det som bekendt ikke. Tyske økonomer som Ulrich Cartellieri fra Deutsche Bank og Horst Siebert fra det tyske institut for verdensøkonomi forudså euroens sammenbrud, hvis ikke man standsede ved Alperne.

Alligevel bøjede man sig i 1996/97 for det massive pres, der udgik fra den daværende Prodi-regering og inviterede Italien med i klubben. For at pynte på regnskaberne udskød den italienske finansminister i 1997 flere investeringer og solgte ellers massivt ud af statslig ejendom. EU lod sig smigre af den billige italienske budget-kosmetik. Endnu værre gik det, da Grækenland blev optaget på baggrund af forfalskede regnskaber. På kun 18 måneder lykkedes det de kreative grækere at forvandle et af Europas mest forgældede lande til et mønstereksemplar.

Ingen i EU udbad sig nogen forklaring, da den græske præsident Kostas Simitis i 1998 kunne meddele, at det græske budgetunderskud var landet på 2,4 procent af BNP og dermed befandt sig inden for det tilladelige i henhold til eurozonens konvergenskriterier. Først godkendte Kommissionen Grækenland og siden kom finansministrene til. Et utvetydigt krav til enhver centralbank er, at den er uafhængig af politik og agerer upolitisk. Men var optagelsen af Italien og Grækenland ikke netop udtryk for rene politiske hensyn uden nogen rationel begrundelse?

I dag er situationen denne, at eurozonen er spaltet. Mod nord findes lande, som lægger vægt på en stærk valuta og en strikt kontrolleret finanspolitik. Mod syd findes en række lande, som traditionelt har løst politiske problemer ved at optage store statslige kreditter – med andre ord lande, der stadig opfører sig som om, de havde drachmer, escudos og pesetas. Deres store problem er imidlertid, at de har euroen, og at vi andre må finde den store tegnebog frem. Også Danmark, der end ikke er en del af eurozonen.

Foreløbig er manøvren lykkedes. 750 milliarder euro blev i foråret stillet til rådighed i skikkelse af en hjælpepakke, og i det sene efterår sendtes en check på 85 milliarder euro til Irland. Men hvor længe går det? Kan eurolandene bære et tilsvarende kollaps i Portugal og Spanien? I Tyskland råder en historisk betinget angst for inflation med god grund. Her er frygten, at eurolandene i sidste ende risikerer at skulle løse deres problemer ved at lade seddelpressen rulle, sådan som det er sket utallige gange før i historien.

Tillige er der en velbegrundet angst for, at eurolandene i syd vil falde som dominobrikker med uoverskuelige politiske og økonomiske følgevirkninger. Foreløbig udnytter EU krisen til sin egen politiske fordel. Nu vil man have den kontrol med medlemslandenes budgetter, som man så længe har tørstet efter, og som man behændigt undlod at nævne, da euroen skulle gøres spiselig for de europæiske befolkninger. Samtidig vil man opkræve direkte skatter – også et instrument, som kun landene kan tvinges til at acceptere, fordi eurokrisen er over os.

Danmark forsøger at træde vande. Regeringen logrer velvilligt med halen over for ethvert eu-krav om mere kontrol uden at kræve det mindste til gengæld. Som et minimum burde regeringen have kæmpet for danske mærkesager såsom kravet om en selvstændig udlændingepolitik eller et stop for EU-Parlamentets vanvittige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Og under alle omstændigheder bør danskerne spørges, hvis Danmark i forbindelse med en kommende traktatændring mister suverænitet.

Danskerne skal glæde sig over, at et flertal på over 53 procent sagde nej til euroen i 2000. Ganske vist har vi bundet og bastet kronen til euroen, men i modsætning til landene i eurozonen har vi stadig et politisk valg. Vi kan vælge en skilsmisse. For de øvrige lande er euroen en ensrettet vej – en økonomisk og politisk fælde, de ikke kan undslippe. Grækerne og irerne er tvunget på gaden for at give udtryk for deres frustrationer. Et vanvittigt politisk projekt har berøvet dem alle fremtidsudsigter.