Bruxelles, mandag den 28. september 2009
PRESSEMEDDELELSE
Dansk Folkeparti fremsætter i den kommende uge sammen med en række andre europæiske parlamentarikere en erklæring, hvori Europa-Parlamentet opfordres til at standse optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet øjeblikkeligt.
"Hvis et almindeligt europæisk land havde opført sig som Tyrkiet, ville man for længst have smidt ansøgningen i papirkurven. Ikke alene nægter Tyrkiet at anerkende EU-landet Cypern, men chikanerer også helt bevidst styrker fra den europæiske bevogtning af EUs ydergrænser, Frontex, og Tyrkiet fungerer dermed som et destabiliserende brohoved for illegal indvandring til Europa," siger Morten Messerschmidt.
"Hertil kommer, at de tyrkiske magthavere blæser på EUs krav om reformer, at fundamentale rettigheder som ytringsfrihed og pressefrihed trædes under fode på det groveste, og at Tyrkiet officielt stadig nægter at indrømme folkemordet på den kristne armenske befolkning," siger Morten Messerschmidt.
"Tyrkiet hører på ingen måde hjemme i EU. Dels befinder kun en forsvindende lille del af det vældige asiatiske land sig i det geografiske Europa, dels vil en befolkning på mere end 70 millioner mennesker udgøre en demografisk bombe under indvandringen til Europa - ligesom ydergrænser til lande som Irak, Iran og Syrien, vil være udgøre en betydelig sikkerhedsrisiko for EU".
"I erklæringen, som ikke alene fremsættes i Parlamentet, men som også sendes til Rådet og de nationale parlamenter i medlemslandene opfordrer vi derfor til et øjeblikkeligt stop for forhandlinger med Tyrkiet", siger Morten Messerschmidt.