Kontaktoplysninger
 Annoncer
 Materialer
 Det store EU-lotteri

 

Bruxelles, fredag den 26. februar 2010/kaho

 

 

 

 

PRESSEMEDDELELSE

 


 

Under overskriften "Bøf med føj" blæser Dansk Folkeparti i EU til kamp mod EUs godkendelse af kødklister til fersk kød. I en annonce i Berlingske Tidende, B.T. og Urban i dag siger Dansk Folkeparti klart nej til, at kødbranchen får mulighed for at lime små stykker kød sammen med enzymet thrombin og sælge dem som et helt stykke kød.

 

"Jeg tror såmænd ikke, at kødet som sådan er sundhedsskadeligt, men det er både uetisk, ulækkert og en regulær vildledning af forbrugerne, som end ikke har garanti for, at det kød, de køber, stammer fra det samme dyr, eller for den sags skyld fra samme land eller kontinent," siger Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentets udvalg for fødevarer, folkesundhed og klima, Anna Rosbach.

 

"Branchen har i Danmark umiddelbart taget afstand fra kødklister, men vil omvendt ikke garantere, at sammenlimet kød ikke lander i supermarkedernes kølediske. Og lur mig, om det ikke på et tidspunkt sker. Hvis klisterkøddet er et prisbilligt alternativ, varer det heller ikke længe, før det lander i de ældres mad på plejehjemmene. Men det kan vi simpelthen ikke være bekendt," siger Anna Rosbach.

 

Hun understreger, at hun vil bekæmpe kødklistret i EU-Parlamentet, men peger også på, at lovgiverne i Danmark må sige klart fra:

 

"Vi må stå sammen i denne sag. Fælles standarder for alle EU-lande er i næsten alle tilfælde ensbetydende med lavere danske standarder, og jeg vil blot erindre om sagen med bisphenol a i sutteflasker. Fælles standarder er næsten udelukkende til gavn for industrien og aldrig for forbrugerne. I EU-Parlamentet vil vi sige fra, men også Folketinget må op af stolen og nægte brugen af kødklister i Danmark," siger Anna Rosbach.

 Tilbage