Anna Rosbach Andersen skriver fra COP-15
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Anna Rosbach Andersen, er i disse dage til klimatopmøde i Bella Center, udsendt som medlem af Parlamentets udvalg for miljø og folkesundhed. På denne plads vil hun dele nogle af sine indtryk med de besøgende på Dansk Folkepartis EU-hjemmeside.
Mandag den 14. december
Klimakonference-kaos
Efter måneder med møder, snakken, forhandlinger og urealistiske udmeldinger er dagen endeligt kommet, hvor vi i Parlamentets miljøudvalg skal deltage i klimakonferencen.
Nu burde alt så være fint skulle man tænke sig, men ak – sådan gik det bare ikke. Fra starten var der dømt kaos, forvirring og ikke mindst forfrosne mennesker.
Omkring klokken halv tolv mandag lød beskeden, at ventetiden for overhovedet at komme ind og få sit adgangskort var 5-6 timer... Så langt de fleste deltagere kunne så gøre sig klar til at stå og vente; udsat for vejr og vind og uden så meget som overdækning af køen. En kø der vel at mærke strakte sig ned forbi metrostationen... for slet ikke at nævne manglen på mad, drikke og toiletter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis man ikke engang kan organisere at få folk ind til selve konferencen på anstændig vis – hvordan kan man så gøre sig forhåbninger om at få vedtaget noget brugbart...?
Leinens urealistiske drømme
Så har jeg været til første pressemøde her på COP15.
Mest interessant var talen fra Miljøudvalgets formand, Jo Leinen. Det var en meget bemærkelsesværdig tale; for tal har det med at vokse hos ham: Vi taler nu ikke længere om reduktioner på 20%, men om 30% – mon det er blevet til 40% i morgen?
Det er et smukt mål at have, især hvis man mener CO2 er den store klimasynder. Men sagen er, at langt de fleste lande ikke er i stand til at opfylde sådan en målsætning. Årsagerne til det kan være mange, men én ting er klart: Selv hvis de ender med at acceptere målet, kommer de ikke til at leve op til det – og hvor langt er vi så egentlig nået?
Tirsdag den 15. december 2009
De Boer trådte i karakter.
På dagens første pressemøde trådte lederen af UNFCCC Yvo de Boer lidt i karakter; og det gik udover Jo Leinen, formanden for Parlamentets Miljøudvalg. Og her var jeg ret enig med de Boer.
Misforstå mig endeligt ikke - Jo Leinen er en vældig flink mand, men når det kommer til spørgsmålet om at begrænse CO2-udledningen, så er det som om hans gode vilje løber af med ham. De tal han nævner bliver højere og højere - men desværre også mere og mere urealistiske.
Det var da også netop det, som de Boer påtalte: I stedet for at komme med smukke - men urealistiske - juleønsker, så lad os få noget brugbart. Hans budskab var, at 3-verdenslandene blot vil have at vi lever op til Kyoto-aftalen. Så gør vi det, vil vi være nået længere, end hvis vi blot taler os op til niveauer ingen hverken kan eller vil leve op til, når det kommer til stykket.
Til sidst fik vi mulighed for at stille spørgsmål, og jeg spurgte om adgangen til rent drikkevand i fremtiden. Adgangen til det er et stort problem for mange mennesker; men der er for lidt fokus på det. Svaret på mit spørgsmål var, at man faktisk ikke har nogen plan for, hvordan folk skal kunne få noget at drikke i fremtiden. Så hvor vi taler og taler om CO2-udledning i både 2020 og 2050, er der underligt nok nærmest ingen der tænker over, hvordan jordens befolkning til den tid skal få slukket tørsten...
Onsdag den 16. december
Som jeg skrev tidligere, trådte Yvo de Boer faktisk i karakter tidligere i går... og jeg overvejer - halvt for sjov, halvt i alvor - om ikke han burde komme med sådan en opsang til Miljøudvalget med jævne mellemrum... for desværre er det som om urealistiske udmeldinger er moderne.
Naturligvis er det enormt vigtigt at vi beskytter vores miljø - men CO2-hysteriet er ved at nå så vanvittige højder, at det dels risikerer at sætte verdens udvikling og velstand over styr; dels overskygger det snart alle andre miljøproblemer, lige meget hvor vigtige de ellers måtte være. Suk hvor ville det være rart om mine kollegaer ville vågne op - for der ER jo altså andre miljøspørgsmål end CO2... og mange af dem langt mere alvorlige, konkrete og akutte - også selv om de ikke får så meget opmærksomhed.
Tænk blot på skovrydning, øget urbanisering, kemikalier i naturen og meget meget andet
Kaos udenfor - kaos indenfor...
Som jeg tidligere har nævnt - og som man også har kunnet læse hos bl.a. Ekstrabladet (lhttp://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article1270027.ece) - så har COP15 denne uge været præget af kaos og frustrationer udenfor... nu kunne man så håbe at det kun var der, at der var kaos. Men indenfor er det ikke meget bedre.
Møder angives blot til Bella Centeret - uden nærmere angivelse, de flyttes i sidste øjeblik. Mails når ikke frem og/eller bliver ikke besvaret; hvilket blot øger forvirringen yderligere.
Nogle af vores arrangementer foregår ude omkring i København, og her er der bedre styr på det - men det er stadig ikke optimalt. Formændene for de arbejdsgrupper vi er i, er ikke sikre på deres roller - og flere har været sat til at skulle lede to forskellige ting på samme tid.
Hertil kommer så usikkerheden om fortabte ministre, talere der ikke kan være sikre på at få adgang når de skal tale, masser af korridorsnak, en vis mængde politikere der virker som om de mere er der for at være på TV, end for at udføre et politisk stykke arbejde.
Til dette kan så føjes udviklingslande der efterhånden har truet med at udvandre - og som til tider har gjort alvor af truslen - så mange gange, at man efterhånden blot får lyst til at trække på skuldrene og sige: Nå ja, de kommer jo nok igen om lidt - det har de jo gjort de andre gange.
Som om dette ikke var nok, er vi stadig ikke helt enige om hvilke år der skal regnes ud fra (mange siger 1990, men amerikanerne startede jo med at regne deres tal fra 2005... hvilket vil betyde at de ikke skal reducere med så meget som os andre), eller hvordan man overhovedet skal regne tallene ud (som kineserne, der tilsyneladende har deres helt egen metode - uden tvivl til egen fordel).
Det er med andre ord ikke let - og det bliver ikke bedre af alle de floromvundne ord, der, når det kommer til stykket, har så lidt reel betydning.
Så man kan altså sige: Der er kaos udenfor konferencen, men bestemt også indenfor.
Hvilken demonstration?
Nogle gange er det altså sjovt at se hvor forskellige oplevelser man kan have af tingene. På netaviserne kan man læse om de demonstranter der forsøgte at trænge ind på klimakonferencen, ja der var åbenbart et par hundrede delegerede der gik ud for at møde dem.
Deres aktion havde, at dømme ud fra mediernes historier, været både planlagt og opreklameret længe. Og pressen var der åbenbart også til at dække det – så dem der ville forstyrre konferencen opnåede da noget af det de ville: De fik lidt medieopmærksomhed.
Men som en af deltagerne her på COP15 må jeg være ærlig og sige: Hvis ikke det havde været for mediedækningen, så havde hovedparten af os slet ikke opdaget at aktionen var begyndt – og var ovre. Så ud over måske at styrke nogle mediehungrende demonstranters egoer, ved jeg ikke hvad de egentlig opnåede. Men måske det i virkeligheden også hele tiden handlede mere om opmærksomhed end om handling?
