Udvidelserne under kontrol og klart nej til tyrkisk medlemskab
De seneste udvidelser har gjort forskellene blandt EU´s medlemslande større end nogensinde før. De svage administrationer i Østeuropa og markante forskelle i arbejdsmarkeder, sociale systemer mv. har sat vore samfund med åbne grænser under pres.
Desværre har EF-domstolen vist sig som en stærk allieret til industrien, der ønsker at presse vesteuropæiske lønninger med ublu konkurrence fra lavskatteområderne i Østeuropa. Og desværre har kvindehandel, narko- og våbensmugling samt hvidvaskning af penge fundet hidtil ukendte muligheder for at florere, efter at de 10 østeuropæiske lande er kommet med. Derfor skal der sættes strengere krav til fremtidige udvidelser.
Først når et land kan beskytte sig selv mod indtrængende kriminelle og klare sig uden statsstøtte samt har nået et indkomstniveau, der ikke skaber ubalancer i EU-samarbejdet, kan medlemskab komme på tale.
Tyrkiet kan aldrig blive medlem af EU. Den seneste udvikling i landet, hvor Højesteret har måttet underkende regeringspartiets forsøg på at islamisere landet, understreger blot dette. For ikke at tale EU og Tyrkiet endnu længere fra hinanden end det allerede er tilfældet, bør forhandlingerne således stoppes.